Vedtægter

Stiftet 22. januar 1966

§ 1: Navn og hjemsted

Klubbens navn er Hvidovre Ishockey Klub, HvIK og dens hjemsted er Hvidovre Kommune.

§ 2: Formål

Klubbens formål er at dyrke ishockey på såvel elite- som breddeplan.

Endvidere er det klubbens formål, at skabe et socialt liv omkring dens aktiviteter, herunder at udvikle medlemmerne lyst til at engagere sig og tage et medansvar for klubbens udvikling og trivsel.


§ 3: Tilhørsforhold

Klubben skal være medlem af Danmarks Ishockey Union (DIU) under Danmarks Idræts Forbund (DIF) og er underlagt disses love og bestemmelser.

Klubben kan knytte relationer eller indgå aftaler med andre foreninger eller lignende når det fremmer klubbens formål og tjener dens bedste.


§ 4: Medlemskab

Som aktivt medlem kan optages enhver der er fyldt 3 år.

Bestyrelsen kan i særlige tilfælde, så som manglede plads på et specifikt hold eller andre sportslige grunde- henvise aktive ansøgere til en venteliste.

Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer kan ikke deltage i selve den aktive idrætsudøvelse. Passive medlemmer har ikke stemmeret til generalforsamlingen.

Æresmedlemmer kan på forslag fra bestyrelsen eller medlemmerne udpeges af generalforsamlingen. Udpegningen kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af vedtægterne.


§ 5: Indmeldelse

Indmeldelse skal ske skriftlig ved henvendelse til klubben efter de retningslinjer der fremgår af klubbens hjemmeside.

Gyldig kvittering for kontingent er bevis for medlemskabet.

Adresseændring skal meddeles skriftligt til kassereren.


§ 6: Kontingent

Kontingentet for aktive medlemmer reguleres årligt med udviklingen i netto prisindekset fastsat af Danmarks statistik pr. 1. juli fra år til år. Kontingentet rundes op til nærmeste 10’er.

Ekstra ordinære kontingent forhøjelser for aktive medlemmer herudover kan kun ske på den ordinære generalforsamling.

Beslutning om ekstraordinært kontingent forhøjelse kræver samme majoritet som ved ændring af vedtægterne.

Kontingentet for passive medlemmer behandles som almindelige forslag.

Indbetalingsterminer, opkrævningsform og rykkergebyr fastsættes af bestyrelsen og skal fremgå af klubbens hjemmeside.

Hvis et medlem efter én skriftligt påmindelse stadig er i restance, udelukkes medlemmet uden yderligere varsel fra alle klubbens aktiviteter.


§ 7: Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftlig til kassereren med mindst en måneds varsel til udgangen af en kontingent periode.

I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle mellemværende med klubben afvikles.

Hvis et aktivt medlem har valgt ikke at være deltagende i de sportslige aktiviteter i en sæson, og ikke betaler kontingent, kan bestyrelsen udmelde dette.


§ 8: Udelukkelse og eksklusion

Et medlem der er udelukket på grund af kontingent restance, kan først genoptage sit medlemskab når restancen er indbetalt.

Bestyrelsen kan udelukke et medlem midlertidigt eller permanent (eksklusion), hvis medlemmet bevidst handler illoyalt over for klubben, tilsidesætter bestyrelsens henstillinger eller ved grov tilsidesættelse af klubbens regler og retningslinjer.

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et selvstændigt punkt.

Beslutning om eksklusionen kræver samme majoritet som ved ændringer af vedtægterne.


§ 9: Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er under respekt for vedtægterne klubbens øverste myndighed i alle anliggender.

Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen én gang årligt til afholdelse inden udgangen af april måned.

Indkaldelsen med angivelse af dato, tid, sted samt dagsorden skal finde sted med 3 ugers varsel på klubbens digitale medlemsplatform.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er indvarslet rettidigt og i overensstemmelse med vedtægterne i øvrigt, uanset det fremmødte antal medlemmer.

Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingens afholdelse.

Restanter kan ikke fremsætte forslag til generalforsamlingen.

Det reviderede regnskab og samtlige forslag, som skal behandles på generalforsamlingen, stilles til rådighed for medlemmerne på klubbens digitale medlemsplatform senest én uge før generalforsamlingen.

Generalforsamlingen er åben for alle medlemmer mod forevisning, af at senest forfaldne kontingent er indbetalt, samt særlige indbudte gæster som bestyrelsen måtte indbyde.

Alle medlemmer har taleret.

Kun medlemmer, der har været medlem i mindst 3 måneder og ikke er i kontingent restance, har stemmeret.

Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde, dog kan forældre/ værge til børn og unge under 18 år repræsentere disse med stemmeret.

Generalforsamlingen afgør ved almindelig flertal de forslag, som ifølge dagsordenen fremlægges til afstemning.

Ved personvalg til bestyrelsen og revision anvendes relativ flertal.

Vedtægtsændringer kræver et kvalificeret flertal på 2/3 af de fremmødte stemmer.

Afstemninger skal foretages skriftlig når mindst fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende.

Referenten skriver et referat over generalforsamlingens beslutninger samt relevante bemærkninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten, hvorefter det stilles til rådighed for medlemmerne på forenings digitale medlemsplatform senest 4 uger efter dens afholdelse.


§10: Dagsorden

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent og referent.

2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

3. Forlæggelse af årsrapport (inklusiv det reviderede regnskab) for det forløbne år til godkendelse.

4. Forelæggelse af bestyrelsens overordnede budgetforslag for den kommende sæson.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. Valg til bestyrelsen.

7. Valg af revisorer.

8. Eventuelt.


§ 11: Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer eller hvis 1/5 af medlemmerne anmoder om dette.

Anmodning herom fremsendes skriftlig til formanden vedlagt en motiveret dagsorden med angivelse af de personer der står bag anmodningen. Personens fulde navn, fødselsdag og underskrift skal fremgå. For unge under 18 år skal forældre/værges på vegne af det unge medlem underskrive anmodningen.

Indkaldere til ekstraordinær generalforsamling må ikke være i kontingent restance.

Bestyrelsen skal på anfordring til enhver tid oplyse antallet af medlemmer der skal til for at opfylde kravet på 1/5.

Den ekstraordinære generalforsamling skal finde sted senest 4 uger efter opfordringens modtagelse.

Alle øvrige relevante forhold og bestemmelser følger af § 9 ordinær generalforsamling.


§ 12: Bestyrelsen

Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse, som vælges blandt medlemmerne.

Bestyrelsen består af en formand, en kasserer, en næstformand og 2 yderligere medlemmer.

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer denne i alle forhold.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst tre af dens medlemmer, herunder formanden eller kassereren, er til stede.

Over bestyrelsens forhandlinger føres en beslutnings protokol.

De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægten.

Bestyrelsen kan under dens ansvar nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

Bestyrelsen kan tegne en driftskredit (optage et lån) i et pengeinstitut på max. 100.000 kr.

De vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen.

Formanden og øvrige medlemmer er på valg i lige år.

Næstformanden og kassereren er på valg i ulige år.

Bestyrelsen konstituerer sig herefter i forhold til klubbens struktur, pligter og ansvarsopgaver i øvrigt på førstkommende bestyrelsesmøde efter en generalforsamling og resultatet offentliggøres senest 2 uger efter generalforsamlingen på klubbens hjemmeside.

Alle medlemmer der har opnået stemmeret og er fyldt 18 år er valgbare til bestyrelsen. Dog skal formand, næstformanden og kassereren være fyldt 21 år.

Valgbare er også forældre/værge til medlemmer under 18 år.

Ved vakance står det bestyrelsen frit at supplere sig blandt medlemmerne til næste ordinære generalforsamling.

Et bestyrelsesmedlem der udebliver fra 2 på hinanden følgende bestyrelsesmøder uden at melde afbud – betragtes som værende udtrådt af bestyrelsen.


§ 13: Tegningsforhold

Klubben tegnes af formanden og kassereren i forening, alternativt en af disse i forening med 2 bestyrelsesmedlemmer.

Der påhviler hverken bestyrelsen eller medlemmerne nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler klubben.

Bestyrelsen kan meddele fuldmagt – enkel eller kollektiv.


§ 14: Regnskab

Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

Kassereren fører regnskabet og forelægger det løbende for bestyrelsen til godkendelse.

Bestyrelsen skal inden udgangen af februar afgive årsrapport for det foregående år til revisionen.

Årsrapporten skal være forsynet med bestyrelsens underskrifter.


§ 15: Revision

Revisionen skal hvert år senest den 1. marts gennemgå årsrapporten og påse, at beholdninger og værdier er til stede.

Revisions-formen udføres som en regnskabsmæssig revision, der kontrollerer, at bogføring og bilag er korrekte og i overensstemmelse med hinanden.

Sluttelig forsyner revisionen årsrapporten med en påtegning og underskrift.

Revisionen har krav på at se alle relevante dokumenter til regnskabet og har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

Til revision af regnskabet vælges der hvert år 2 revisorer eller et revisionsselskab.

Det reviderede regnskab skal senest være afsluttet den 16. marts.


§ 16: Opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun ske på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling.

Beslutning om opløsning kræver samme majoritet som ved ændringer af vedtægterne, dog kan klubben ikke opløses så længe 6 medlemmer ønsker den opretholdt.

På generalforsamlingen skal der samtidig træffes bestemmelse om hvilke almennyttige eller almen velgørende formål, klubbens samlede formue skal tilgå.

Såfremt generalforsamlingen ved opløsning ikke bestemmer sig til noget andet til falder dens midler DIU.

Ovenstående vedtægter er vedtaget på den stiftende generalforsamling den 22. januar 1966.


Lovene er siden revideret den:

6. marts 1967, 19. marts 1968, 26. april 1977,24. april 1978, 28. april 1981, 26. april 1983, 29. april 1985, 26. april 1990, 31. januar 1991, 28. januar 1993, 25. januar 1994, 29. januar 1996, 29. januar 1997, 7. september 1998, 23. februar 2004, 27. februar 2006, 14. august 2006, 26. februar 2009, 25. februar 2010, 2. maj 2011, 29. marts 2012, 31.marts 2014, 28. april 2016, 28. oktober 2020 og 20. november 2023.