Kære alle i og omkring Hvidovre Ishockey Klub,
Som mange af jer ved, er vores klub mere end bare sport – det er et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden. Nu har vi brug for en hjælpende hånd til en af vores kommende spillere.
Til næste sæson får vi besøg af Hugo fra Tjekkiet. Han er i skrivende stund kun 15 år, men har allerede modet til at flytte til Danmark for at kombinere ishockey i Hvidovre på U19 med sin skolegang på Nørre Gymnasium. Det er en kæmpe beslutning for en ung knægt, og vi vil så gerne give ham den bedste start overhovedet.
Hvem er Hugo egentlig? Jeg har selv haft fornøjelsen af at møde både Hugo og hans forældre, og jeg kan sige med hånden på hjertet, at han er en super dejlig, positiv, moden og glad dreng. Han er meget seriøs omkring sin sport og sin skole, men han er også bare en helt almindelig aktiv teenager, der elsker at fiske og spille tennis.
Hjemme i Tjekkiet bor han sammen med sin mor, far og lillesøster, og så er han vant til at bo med hund, så han er helt fortrolig med firbenede familiemedlemmer.
Han er meget selvkørende og kommer til at suse rundt på elcykel, så det vigtigste er egentlig bare, at han bor relativt tæt på hallen, så hans hverdag hænger sammen.
Hvad kræver det af jer? I behøver ikke have et "perfekt" hjem med masser af plads. Det vigtigste er, at I har lyst til at give Hugo en tryg base og en plads i jeres hverdag. Det er slet ikke et krav, at I er medlemmer af klubben, men det ville være en fordel, da I ved, hvad det kræver at spille ishockey. Som værtsfamilie bliver man selvfølgelig økonomisk kompenseret for at have ham boende.
Vil I se Hugo "live"? Jeg har fået en lille video af Hugo, hvor man kan mærke hans personlighed. Den viser jeg mere end gerne frem, hvis I er nysgerrige!
Derudover kommer Hugo og hans forældre igen til Danmark d. 16.-18. juni. Det ville være helt fantastisk, hvis vi kunne finde en familie, der har lyst til at mødes med dem til en uformel snak, mens de er her.
Har I det mindste overskud eller lyst til at høre mere? Eller kender I nogen i området, der ville være det perfekte match? Så ræk endelig ud til mig, også selvom det bare er for en helt uforpligtende snak.
De bedste hilsner
Christina
Hvidovre Ishockey Klub
Frihedens Idrætscenter
Hvidovrevej 446
2650 Hvidovre
CVR-nr.: 34 13 13 76